ProKKs historie
ProKK - Foreningen for Professionelle Kunstnere og Kunsthåndværkere blev stiftet i 2005, og består af et bredt udsnit af professionelle kunstnere. Medlemmerner arbejder alle på et højt fagligt niveau med enten kunst eller kunsthåndværk.
ProKK blev stiftet, da man i forbindelse med omstruktureringen af Kunsthal Aarhus (daværende Århus Kunstbygning) valgte at nedlægge foreningen Kunstnernes Hus. Fra Kunstnernes Hus til ProKK
Kunstnernes Hus blev etableret i 1987 som landets første kunstnerstyrede kunstforening. Formålet med Kunsternes Hus var at bringe udøvende kunstnere i fokus og give publikum en direkte adgang til kunstnerne og samtidskunsten på kunstnernes præmisser. De første tiltag til Kunstnernes Hus skete i 1982 under stærk indflydelse af BKF (Billedkunstnernes Forbund), DBF (Danske Billedkunstneres Fagforening) og Danske Kunsthåndværkere. I 1983 begyndte arbejdet med ombygning af Høvleværket i Saltholmsgade, der var tænkt som et udstillings- og mødested for kunstnere og kunsthåndværkere. Her holdt foreningen til fra 1986 og frem til udgangen af 2000, hvor den flyttede til Århus Kunstbygning (nu Kunsthal Aarhus) som en konsekvens af Århus Kommunes kulturelle handlingsplan Vækstlag og Flagskibe. Flytningen af Kunstnernes Hus finansierede Århus Kunstbygnings nye tilbygning. Århus Kunstbygning dannede fra 2000 til 2005 rammen om det formidlingsarbejde, der blev foreningens særkende:
Kunstnernes Hus har arrangeret en lang række medlemsudstillinger både lokalt, regionalt og internationalt siden etableringen i 1987. Mellem 2000 og 2005 har Kunstnernes Hus bl.a. stået for 1/3 af samtlige udstillinger i Århus Kunstbygning. Med stiftelsen af ProKK i 2005 startede en ny æra - men drivkraften er den samme: at synliggøre professionelle kunstneres arbejde gennem kunstnerisk dialog, udstillinger, formidlingsaktiviteter og andre offentlige arrangementer. |