Vandveje
|
Kunstneriske registreringer over og under Gudenåen - Fra raketfart til luntetrav
Karin Grünberger Johanna Ludvigsen Ulla Madsen Med bidrag fra afdøde forfatter og billedkunstner Anna Marie Holm. Det var med stor sorg og beklagelse, at vi undervejs i arbejdet pludselig mistede vores kollega Anna Marie Holm. Hendes entusiasme og positive ånd var til stor inspiration. |
|
Powerpointshow på Silkeborg Bibliotek de første tre uger af september.
Nomade-kontoret, Vestergade 29E, hele udstillingsperioden. Anna Marie Holm: Foto af mønstre i vandoverfladen. Affotograferede øjebliksbilleder på træplade af indsamlet Gudenå-vand. Ulla Madsen: Digital tegning på fotos med åens mønstre og forløb som motiv. Johanna Ludvigsen: Fotos af broer og landskab ved åen. Fotodokumentation af akvareller der males, flydende i Gudenåen. Re-enactment af Joseph Beuys svømmetur i Sminge Sø. Karin Grünberger: Fotos af naturstemninger, planter, træer og skovbund. Fremstilling og fotodokumentation af stedsspecifikke varder. |
Introduktion
Ude kan vi være til. Det at være ude er genopbyggende.
For at gå på jagt efter det kunstneriske er det bedst
med ikke alt for korrekte omgivelser.
Vores tempo bliver automatisk roligere.
Sådan virker det, når vi sammen går til et nyt sted,
som vi ikke kender i forvejen. Vi begynder at mærke,
at stedet også tilhører os. Et sted vi har tilfælles.
Stedet er ikke i forvejen tilrettelagt. Det kan indtages kropsligt,
vi kan kikke rundt.
Det er netop i denne uorganiserede ankomst,
at vi kan finde ud af noget.
Det spændende er måske i en sprække.
Når hele stedet inddrages, ophæves tiden.
Vi slår os ned, hvor der er et godt sted.
Det er noget urmenneskeligt. Nomadeagtigt.
Måske finder vi ikke det, vi søger.
Selve processen med at søge er det spændende.
Vi har alle brug for disse udefinerede rum.
Den moderne nomade: Bevæger sig i raketfart.
Oprindelig nomade: Bevæger sig langsomt.
Vi vil tilbage til langsom bevægelse i naturen.
Fra raketfart til luntetrav
By-nomaden i raketfart får ikke en erfaring med tingene.
Der er ingen tid til at høre, røre, se,
i et accelerationssamfund.
Anna Marie Holm
Gudenåen
At gå langs Gudenåen
at se dens fysiske forløb som den snor sig
alt efter vilkår og omstændigheder.
At vide,
at den engang var en rivende flod,
der formede landskabet og lavede brede ådale.
Hvert et sted langs Gudenåen har sin egen historie, der som åen flyder fremefter,
laver hvirvler, står stille et øjeblik, men konstant er i bevægelse.
Ved siden af, på, ind i, under og over Gudenåen findes magiske trævæsner,
planter, heste, køer og får, øldåser, grøde, papir, plastic, fisk, svømmende,
flyvende fugle, padlende kanofarere igennem frodig vegetation,
findes også insekter, gamle transportveje og stier gennem sumpe, skove og enge.
Gamle helligsteder findes, vandmøller og broer, mange broer, nye som gamle,
som genfundne findes de.
Karin Grünberger
Øjeblikkets sprog
Hun tager vand fra Gudenåen
Hjemme maler hun overfladens sprog med det hentede vand.
Øjeblikkets sprog som affotograferes:
Uendeligt sprog
de snakker i munden på hinanden
lange sætninger
tang, et løg skåret igennem kaos, røg, rokke,
tomt ansigt med hår, buketter, vinger, hjerter, ufo, krabbe
Fødekæde af nye former, former ændres
lavere tale
smukt bølget hår, gopler
de snakker i munden på hinanden
vinden blander sig
sproget her kræver en spidset blyant
Solen gik væk
nu mørkt sprog
alle former oven i hinanden
Anna Marie Holm
V a r d e r
At samle op af naturen og lave små menneskeikoner, sætte spor,
alt imens man bevæger sig og lade sig nøje med, hvad man finder.
At vide, at sådan var vilkårene for de første mennesker: Møjsommeligt at bevæge sig
af sted på jagt efter mad og et sikkert sted at sove, og konstant at have øjne og ører åbne.
At have næse for at fremstille redskaber af de materialer, man fandt i naturen.
At åbne øjnene og se magien i denne flydende verden.
Anna Marie skrev:
”Varder er noget, som mennesker
I hele verden har brugt gennem tiderne.
En global form.
Vejvisere og markeringer af transportruter til lands og til vands.
Varder er lavet af materialer fra stedet,
så forbipasserende kan vedligeholde dem”
Jeg var der
Karin Grünberger
