Foreningen for professionelle kunstnere og kunsthåndværkere
 

 

 

MEDDELELSER

 

PRESSEMEDDELELSE Aarhus 8. december 2011

Aarhus Billedkunstcenter ansætter leder Aarhus

Billedkunstcenters bestyrelse ansætter pr. 1. januar Anja Raithel som leder af det nye Billedkunstcenter, der åbner til marts på Godsbanen. En enig bestyrelse har blandt mange meget kvalificerede ansøgere valgt at ansætte Anja Raithel som leder af det nye Aarhus Billedkunstcenter.

"Vi glæder os til at samarbejde med en yderst faglig kompetent leder," siger Birgitte Kristensen, formand for bestyrelsen i Aarhus Billedkunstcenter. Aarhus Billedkunstcenter vil arbejde for at formidle kunst og synliggøre kunstneres vilkår og potentialer. Det kan eksempelvis ske ved at igangsætte samarbejder mellem kunstnere, kuratorer og institutioner samt ved at skabe rammer for større projekter, der inkluderer det lokale miljø.

"Jeg ser frem til at blive leder af Aarhus Billedkunstcenter, og jeg vil arbejde for, at centret bliver et sted, hvor kunstnere mødes, bliver inspireret og fagligt beriget. Jeg glæder mig også meget til at mødes med både kunstnere og samarbejde tværfagligt med personalet i Godsbanen" siger Anja Raithel og fortsætter:

"Den intention, som bestyrelsen har om at styrke billedkunsten i Aarhus og skabe nye muligheder for kunstnerne, matcher rigtig godt med mine ideer og tanker. Derfor bliver det en spændende opgave at opbygge Billedkunstcentret i samarbejde med bestyrelsen og i dialog med billedkunstmiljøet."

Anja Raithel er uddannet mag. art i Kunsthistorie fra Aarhus Universitet og har i ti år gennemført udstillingsprojekter med lokal, national og international samtidskunst. Hun har fulgt det aarhusianske kunstmiljø tæt gennem mange år og var en af tovholderne på Aarhus´ første festival for samtidskunst Minority Report (2004) og på rum46's Gæstebud - Feast/Hospitality (2002/2003).

De seneste to et halvt år har Anja Raithel været daglig leder af beboerhuset Tousgårdsladen. Stillingen som leder kræver ud over et kunstfagligt fundament mange forskellige kompetencer. Du skal være god til at kommunikere og samarbejde, have erfaring med ledelse og administration og kunne styre et stramt budget.

"Vi har i bestyrelsen fuld tillid til Anja på alle disse punkter og byder hermed Anja hjertelig velkommen," siger bestyrelsesformand Birgitte Kristensen.

Anja Raithel starter i det nye år arbejdet med at udvikle centrets rolle og opbygning. Arbejdet vil ske i dialog med byens kunstnere og med bestyrelsen, som bl.a. er sammensat af repræsentanter for Bkf, Prokk, Det Jyske Kunstakademi og Aarhus Universitet.

For mere information kontakt: Bestyrelsesformand Birgitte Kristensen, mail@birgittekristensen.dk, mobil 30 28 55 80 Leder af Aarhus Billedkunstcenter Anja Raithel, raithel@hotmail.com, mobil 25 34 59 76

til top >>>